ET LATTERLIGT MENNESKES DRØM

Vi møder forkynderen – det latterlige menneske – der har overgivet sig til livets ligegyldighed. I en drøm skyder han sig selv i hjertet. Et skud, der åbner døren til dødens rige og fører ham til paradis, hvor han får indsigt i sandheden om mennesket. En sandhed om, at vi alle er skyldige i menneskets forfald, og at vi kun bliver i stand til at elske og leve, når vi erkender denne skyld.

Skuespiller Viktor Melnikov puster med indlevelse og elegance liv i Dostojevskijs klassiker om, hvorfor verden ikke er bedre, og om hvordan den muligvis kan blive det. Med intensitet og blændende nærvær fører Melnikov et åndeløst publikum gennem hovedpersonens 60 minutters vedvarende tankestorm – det latterlige menneske – i en dybt rørende, gribende fortælling, kun ledsaget af nordens førende accordeonist Adam Ørvads sjælelige musikalske toner.

Dostojevskij er berømmet for sin dybe indsigt i menneskesjælen og portrætteringen af mennesket på godt og ondt, og netop i ”Et latterligt menneskes drøm” indkapsles Dostojevskijs hele samlede forfatterskab:

”Hans liv og værk er en uudtømmelige kilde til menneskelig, psykologisk, filosofisk og religiøs indsigt og jeg er meget taknemmelig for at være på denne dybe rejse med en forfatter som Dostojevskij. Når jeg i dag – og nu på 11. sæson – opfører hans værker, så oplever jeg og mærker den samme transformation hos publikum. Forandringen sker hos os i fællesskab i dét magiske rum, som teatret er – en fælles erkendelse af, at det nytter at tro på det gode og at vælge at blive et bedre menneske. Kraften og guddommeligheden i Dostojevskijs ord er stærk. Han vil os noget. Frem for alt at bekæmpe den ligegyldighed, som i dag har katastrofale udfald for hele menneskeheden. Valget er dit eget.”

     – fortæller Viktor Melnikov og tilføjer:

”Inderst inde ønsker jeg at vi mennesker burde blive bedre til at værne om vores intellektuelle indsigt, blive bedre til at fordybe os i flere klassikere, lytte til det klassiske musik, læse digte hvor vi kan søge inspiration til livet i poesiens guddommelige kraft. At vi påskønner tanken om, at vi bør omfavne og tænke mere på vore medmennesker. Måske burde vi tvinge os selv til at erindre den allerførste indånding vi mærkede, da vi kom til verden og med den følelse i os bære livet videre som det burde leves? Det må være, som Dostojevskij fortæller os, muligt at være lykkelig uden at miste evnen til at leve her på jorden.”