Dostojevskijs store værker Forbrydelse og straf (1866), Idioten (1869), Et latterligt menneskes drøm (1877) og Brødrene Karamazov (1880) er alle karakteriseret som klassikere, der mere end 100 år efter forfatterens død stadig henrykker læsere verden over med deres psykologiske indsigt, sublime personkarakteristik og originale behandling af emner som moral, filosofi, social uretfærdighed, eksistens og religion.
Fjodor Dostojevskij blev født i Moskva i 1821. Efter hans mors død i 1837 flyttede Dostojevskij til Skt. Petersborg for at studere på det militære akademis ingeniøruddannelse. Han debuterede som 25-årig med novellen Arme mennesker, der skabte ham et vist navn i de litterære kredse i Skt. Petersborg. Omkring samme tid blev Dostojevskij involveret i en af datidens radikale, politiske bevægelser, hvilket i 1849 førte til, at han blev arresteret af den russiske tsars hemmelige politi. Dostojevskij blev sammen med gruppens andre medlemmer dømt til døden, men blev benådet på skafottet, og dommen blev i stedet ændret til fire års tvangsarbejde i Sibirien. Både dødsdommen og opholdet i fangelejren mærkede den unge mand for livet og satte et kraftigt præg på hans senere forfatterskab.
Dostojevskijs værker omhandler store emner som liv og død, moral, religion, politisk fanatisme, fattigdom, skyld og soning. Hans forfatterskab er præget af dybdeborende psykologiske portrætter, der viser menneskets sammensatte væsen på godt og ondt.